|
![]()
Bøger og film Bøger Jeg holder meget af bøger, og har altid læst meget. Skønlitteratur har altid stået mit hjerte nærmest, og for mig er god skønlitteratur noget der kan tale til min fantasi og lade mig leve mig ind i en anden verden, hvad enten vi taler om deciderede eventyrbøger, historiske romaner eller andre genrer inden for fiktionen. Jeg har dog aldrig været særligt god til "seriøse" voksenromaner, og danskfaget i gymnasiet var for mig en plage. Mine teenageår, som om noget var min mest nørdede periode, var nemlig der jeg virkelig dyrkede de mere nørdede litteraturgenrer; fantasy og science-fiction. Jeg pløjede mig gennem hundredevis af engelske paperbacks, hvoraf nogle var gode mens det store flertal sikkert var ret ligegyldige. I den periode vænnede jeg mig til at læse bøger på engelsk, og dette er jeg ikke gået bort fra igen: Det er yderst sjældent at jeg i dag læser en roman på dansk. En forfatter jeg opdagede som ret ung, som selvfølgelig tiltalte mine mere nørdede sider, og som jeg stadig i dag er vild med, er J.R.R. Tolkien. Ringenes Herre er min ubestridte yndlingsbog, og jeg ser den egentlig som et stort litterært værk, snarere end som "bare" en fantasy-bog. Bogen har præget mit liv og mit livssyn i en sådan grad, at jeg ville have været en helt anden uden Tolkiens mesterværk. Tager vi et skridt ned fra de mytiske højder som Tolkien i mine øjne befinder sig i, og ser vi på noget mere jordnært, er jeg også en stor fan af Harry Potter-bøgerne. Perfekte er de ikke, men de er fortalt med en sådan fortælleglæde og indeholder en lang række meget velskildrede personer, at det er svært ikke at blive grebet af bøgerne. Nu er sidste bind jo desværre udkommet og jeg må derfor i fremtiden nøjes med at genlæse mine favoritter. Mens jeg altså i dag stadig godt kan lide en god fantasy-bog ind imellem, er min favoritgenre nu om dage nok den historiske roman. En forfatter som for eksempel Colleen McCullough har skrevet en mastodont-stor romanserie om den sene Romerske Republik, med alle de kendte personer fra den gang (Marius, Sulla, Pompeius, Caesar) som romanernes hovedpersoner. Fantastisk er det, både som underholdning og som lærdom, for serien kommer meget tæt på at fungere som en "virtuel tidsmaskine", der virkelig kan få en til at føle at man er blevet flyttet tilbage til det gamle Rom. En anden fantastisk forfatter af historiske romaner er George MacDonald Fraser, manden bag Flashman bøgerne. Her får vi fortalt røverhistorier fra den engelske Victoria-tid i det 19. århundrede, med vægt på de britiske kolonieventyr og -krige, set gennem øjnene på en af litteraturens helt store antihelte, kujonen, kvindebedåreren (og krigshelten!) Flashman. Gennem en række romaner lærer man meget om hvad det egentlig var briterne lavede i Afghanistan, Indien, Kina og mange andre steder, alt sammen fortalt spændende og ikke mindst humoristisk. En forfatter jeg først har opdaget i de senere år er Bernard Cornwell. Han har skrevet en række gode, historiske romanserier, blandet andet en "realistisk" udgave af historien om Kong Arthur. En anden serie som han stadig skriver på, handler om tiden omkring Alfred den Store af Wessex, en tid hvor de saksiske magthavere i England var under hårdt pres fra vikingerne. Tegneserier Parallelt med at jeg altid har læst bøger, har jeg også altid holdt af tegneserier. I de senere år er det dog gået noget tilbage med den interesse, og det er efterhånden sjældent jeg læser tegneserier. Min favoritgenre har altid været den klassiske, franske/belgiske stil. Tintin er om noget min favoritserie, men alle de andre mere eller mindre klassiske tegneserier fra det galliske, er noget jeg har dyrket på et tidspunkt. Omvendt har amerikanske tegneserier aldrig rigtig sagt mig noget, superhelte-serier i særdeleshed har jeg altid syntes var helt uinteressante. Dog er der en serie fra USA, som står mit hjerte nær: Anders And, i særdeleshed de helt klassiske historier som Carl Barks opfandt. Jeg har altid foretrukket lange tegneserier - tegneseriernes svar på romaner, om man vil - og korte tegneserier som man finder det i aviserne siger mig ikke noget. En undtagelse kunne nok være Calvin & Hobbes, som er en yderst charmerende og tiltalende tegneserie. todo spillefilm (indiana jones, star wars, godfather, krigsfilm), serier (poirot, miss marple, barnaby, green wing, monty python, blackadder) |